Efter 14 dage købte vi endnu en undulat, så hun kunne få én at dele de lange dage med. Putte, en dejlig glad og munter han undulat, som opmuntrede hende. Nu blev der kvidren og glæde. Vores forsøg på at få dem tamme, lykkedes ikke. Hannen, Putte, gjorde meget kur til hende, han var så ivrig og hun var mere tilbageholdende.

Den tidlige tamhed, skulle vise sig at være afgørende.

For et halvt år siden blev en redekasse og et større bur indkøbt. Så kom der gang i parringen. Første æglægning med 4 æg gav intet resultat. Hurtigt lagde Pippe 3 æg. Og pludselig en dag hørte min søn, en ekstra pippen fra kassen. Der var én unge, der blev udklækket. Stor var glæden. Pippe passede og plejede ungen til fuldkommenhed. Vi fulgte det med daglige kig ned i redekassen og med spænding.

Undulatsiderne hjalp os med en masse spørgsmål om rugetider, udklækningstidspunkter, foder og svar på bekymring om hvordan ungen lå i redekassen. Guidede os med billeder om hvordan ungen så ud på forskellige faser i redekassen. Og ikke mindst hvordan kunne vi få ungen gjort fortrolig med os, så vi nu kunne opleve fornøjelsen ved en tam undulat.

Ungen, Pjuske, blev efter 2 uger berørt forsigtigt i redekassen. Efter 3 uger tog min søn den ganske forsigtigt op i sine hænder med dages mellemrum. For 4 dage siden, få dage efter 30 dages planen, kom den ud af redekassen, så sød og smuk med sine sorte øjne og gul/grønne fjer. Pjuske har været ude og holdt i hænder et par gange om dagen og fandt hurtigt tillid til at sætte sig på fingeren.

Den tillid og tidlige tamhed, skulle vise sig at være afgørende, for at vi stadigvæk har Pjuske i vores hjem.

Skæbnen ville, her på 4. dagen, at et vindue stod på klem, da den var ude af buret og under én af sine meget usikre flyveture fløj ud af vinduet og ud i haven. Hurtigt fik vi buret med forældrene ud i haven, måske kunne de kalde på ungen, så den blev i nærheden.

Undulatsiderne hjalp os med en masse spørgsmål om rugetider, udklækningstidspunkter, foder og svar på bekymring om hvordan ungen lå i redekassen.

Men Pjuske var væk fra haven og vi lyttede længe på gaden mellem områdets fuglestemmer efter undulatungens kald. Efter en halv time hørte vi Pjuske ivrigt kaldende fra et træ på gaden og fandt den siddende på en gren, hvor vi kunne nå den på en stol.

Pjuske, satte sig helt roligt og tillidsfuldt på min søns finger. Vores smukke undulatunge blev atter genforenet med sine forældre i buret. Pjuske virkede helt rolig og glad, trods dens lille smuttur ud i den store natur.

Det var en meget glædelig og overraskende oplevelse, som fik sin heldige slutning, netop fordi vi har passet Pjuske på en tillidsfuld måde, længe før den fik vingefjer, der kunne bære den op i luften.

Nu glæder vi os meget til en glad og tam fugl, der flyver rundt og hygger sig i vores stuer – men med lukkede vinduer

Utnyttjade källor/författare:
Annette Demant

Det är ännu inte någon som har kommenterat denna sida.