Få nyeste sider med newsreader
|||||||||| Forsiden
Du er her: Brugernes ord"Skævben"
Siden er senest opdateret den: 26. december 2004
Brugernes ord
Brugernes Undulatsider
Bognyt
Brugerne skrev:
Søg på Undulatsiderne
Sidste nye
Undulatnyheder
Undulatweblogs
Købes
Nordisk Undulatforum
Forum om Sygdomme

"Skævben"

En lærerig historie om indavl, sygdom og opdræt.

Det blev navnet på en lille undulatunge vi fik sidste vinter. Men lad mig starte ved begyndelsen.

I nogle uger havde vi set, at to af vores undulater var begyndt at parre sig. Uheldigvis var det bror og søster - ren indavl, hvis det blev til noget. Men det bekymrede vi os ikke om, før jeg en dag så, at der lå tre små, fine hvide æg i bunden af fugleburet. "Gugi" som var søsterfuglen der havde parret sig, lagde sig derefter oven på dem.

Vi læste derefter i vores undulathåndbog, at indavl for undulater normalt ikke havde nogen stor risiko. Der tog vi nok fejl. Vi lod hende derfor blive ved med at ruge, og gav hende en redekasse, som vi puttede æggene i. Hun begyndte straks at ruge, og efter ca. 3 dage lå der otte æg. Vi var vældig spændte.

Efter 2 uger gennemlyste vi forsigtigt æggene ved en lampe, og så at der måske kun var 3 befrugtede æg. Vi lagde dog dem alle tilbage, og gennemlyste dem igen to uger efter. I et af æggene var der tydeligvis ved at ske noget, og et par andre så også lovende ud. Et par dage senere kunne jeg høre en meeeget svag pippen, men der var ingen udklækkede unger endnu. Den pippede inde fra ægget, og det rokkede på sig, når Gugi forlod æggene for at spise.

Et døgn efter var ungen klækket. Hvilken lille lyserød skabning! Gugi passede den perfekt, men nogle dage senere var den død. Vi forstod ikke hvorfor, og måtte begrave den. Lidt under en uge senere kom endnu een til verden. Denne nåede at vokse en del, men så døde også den. Vi kunne se, at dens ene ben og vinge var helt hvide - måske var der ikke blodtilførsel nok? Det var meget sørgeligt.

Endnu engang kom en unge til verden. Hvor den klarede sig godt! Den skulle da nok overleve - troede vi. Det var nu lidt mærkeligt, at dens ben blev ved med at stritte ud til siden, og da jeg efter to uger opdagede en mærkelig byld på hver side af dens hals, hvor huden var helt gennemsigtig og man kunne se en masse gule frø i, skyndte vi os at køre til dyrlægen. Hun fortalte os, at det var en slags forstoppelse. Vi skulle made den med vand fra kogte ris så tit vi kunne, for at få det til at glide ned i maven. Det gjorde vi så.

Hun gav os også en løsning til det med benene. Vi skulle tage en slags stof-tape, og bruge det til at surre mellem benene, så de kunne blive lige, og den kunne få styrket sine muskler, inden det var for sent og den var blevet for tung til sine egne ben. Vi skulle også give den lidt levertran hver dag for forstoppelsen.

Det gik bedre nu. Vi madede den og den begyndte at få fjer. Da den var dækket af fjer, holdt vi næsten op med at made den.

Nu koncentrerede vi os om at give den flyvetræning. Det var rørende. Den baskede så godt den kunne, og kunne flyve bedre og bedre. Så virkede dens vinger da! Vi prøvede at tage stof-tapen af et par gange, og det gik slet ikke værst. Der var helt bestemt håb.

Men endnu et problem kom. Nu ville Gugi ikke made den mere. Den var blevet for stor. Vi prøvede adskillige gange at putte et korn i dens mund. Den Rullede kornet rundt i munden, og prøvede at skrælle det, men den fik det bare aldrig det mindste skrællet. Det var fortvivlende. Vi skrællede kornene for den, men den rullede dem bare rundt, da den troede at der stadig var skal på.

Vi prøvede nu at sætte den ud til de andre. De ville godt made den. I en tid. Så gad de ikke mere. Den tiggede konstant og vraltede rundt med stof-tapen om benene, men lige meget hjalp det. Den kunne se hvordan de andre spiste frø, og den havde sin egen lille skål med frø, som den godt kunne nå, men den kunne stadig ikke spise dem. Så ringede vi til dyrlægen, som sagde, at det skulle den lære selv. "Den blev nødt til at lære det på den hårde måde".

Efterhånden som den ikke havde fået mad i dagevis blev vi meget meget bekymrede, men vi stolede selvfølgelig på vores dyrlæge. Det skulle vi ikke have gjort i det tilfælde. En morgen lå den død af sult på toppen af buret hvor den tidligere konstant havde tigget om hjælp. Der var intet vi kunne gøre. Jeg ville såmænd ellers gerne have madet den til dens dages ende. Den døde af noget så latterligt som sult - efter alle disse strabadser.

Vi havde virkelig kommet til at holde af denne fugl. Man kunne klø den i nakken, og den sov trygt i ens hånd. Derfor har jeg disse råd:

1.Brug aldrig indavl

2. Men hvis en fugl er syg, så giv aldrig op. Så længe der er liv, er der håb.

3. Tro ikke, at fuglene får nok vitaminer via vitaminer i drikkevandet. Hold dig helt fra det (læs anden artikel på siden).

Benyttede kilder/forfatter(e):
Elise Møller-Jacobsen, 27-10-2002

Brugernes kommentarer eller tilføjelser til ovenstående:
Indsat af: Ingelise Nielsen , den: 31. januar 2004 kl: 13:15

Det var en lærerig historie om "skævben".
Jeg har også to undulater, som er søskende.
Jeg har tit tænkt på at sætte en redekasse
op, men måske været lidt bange, på grund af
indavl. Efter din historie, tør jeg da slet
ikke. Tak for den.
Hilsen Ingelise.

Indsat af: Pia Odgaard , den: 13. marts 2004 kl: 19:03

Der vil normalt ikke ske nogen degeneration ved
at parre søskende i første generation, men man
kan selvfølgelig være uheldig, at begge fuglene
bærer på en arvelig sygdom.
Jeg synes da du skal prøve, Ingelise, det er en
stor oplevelse at følge de små unger til store
selvstændige fugle.

Indsat af: Elise , den: 11. januar 2005 kl: 09:30

De var skam søskende i første generation. jeg ville i al fald ikke prøve.
Men man kan vel evt. låne en anden hanfugl.
Vh. Elise

Indsat af: Inga , den: 28. februar 2005 kl: 23:27

Nej selvfølgelig skal man ikke sætte søskende sammen, indavl er en katestrofe, men det er da rigtigt,at det er en skøn oplevelse, jeg har opdrættet rigtig mange undulatunger, man bliver helt bidt af det. Det er utrolig fasinerende, med to fugle med hver sin farve, uden at vide noget om arveanlægene, det kan give ret mange andre farver end forældrefuglene. VH Inga

Indsat af: Ann , den: 11. juni 2005 kl: 00:13

Jeg har lige læst div. indlæg om indavl. Vi har 3 unger på vej, og det er en fantastisk oplevelse. Vi havde tænkt at beholde ungerne, så vi ialt har 5 fugle - men det kan man måske ikke? Når vi kan se kønnene vil vi købe flere fugle, så det passer med lige antal hanner og hunner. VH Ann

Indsat af: mie , den: 1. marts 2007 kl: 19:45

det var en rørene historie.
Jeg har også to undulater.
Det er en han og en hun.
Vi har sat en rede kasse op.
De hygger sig rigtig derinde.
og vi håber snart at der vil komme unger.


Har du tilføjelser eller har du en mening om ovenstående så skriv den her
Stil IKKE spørgsmål her, brug forumsiderne
Skriv din mail i sidste felt og dit navn i første:

Skriv din kommentar her:

Siden er læst 10165 gange

Undulatsiderne ejes og drives af Palle Frejvald.
Gengivelse af tekst og billeder er kun tilladt efter skriftlig tilladelse!
Sophie Wahlund har översatt texterna till svenska.
© Copyright 1998 - 2017

Admin