•    Tips til tæmning
  Oprettet: [ 16. august 2010] af: Pendleren
  Jah nu er det jo sådan at jeg har en grøn teenage dreng, Futte, som jeg gerne vil gøre tam. Han var noget nervøs da han ankom, og farede op når man åbnede ind til ham, men her efter et par dage er det blevet bedre. Dog synes jeg lidt træningen er gået i stå. Dette er hvad jeg kan gøre med ham indtil videre: Lukke op uden at han tager sig af det, Røre hans ting, snakke med ham, stikke fingeren mellem tremmerne uden at han flytter sig, forsigtigt nusse ham på brystet (sjældendt) og fodre ham med hirsekolbe fra hånd. Mit problem er vidst, at jeg ikke kan komme længere. Han nægter at hoppe op på ens finger. Tager man fingeren hen til ham hopper han over den, eller kravler op af tremmerne. Han nyder heller ikke at man nusser ham. Overvejer at hapse ham og nusse ham, for at få ham til at forstå, men det frarådes der i de videoer jeg har set på youtube... nogle tips til at få ham tammere?

•    Besvaret: [ 16. august 2010 ] af: anna-britt Medlem af Nordisk Undulatforum

  jeg ville ikke hapse.
  
  nogle gange går det lidt i stå.... ha tålmodighed, lad ungen se tingene an, og nyd de fremskridt du har nået.
  
  lad være med at tvangs nusse ham, eller at presse fingeren mod maven.
  
  en meget klog mand har studeret træning af dyr: ( ekselmblet omhandler elefanter, men du kan sikkert forstå pointen)
  
  du kan træne fuglen på 2 måder og få det samme relsultat.
  
  1)
  for at få elefanten til at løfte foden presser du en pind mod huden. når foden er løftet, fjerner du pinden.
  dyret lærer at for at fjerne ubehaget fra pinden, skal det løfte foden.
  
  2)
  for at lærer elefanten at løfte foden, berøres foden let med en pind, og et æble holdes frem. elefanten lærer hurtigt at løfter den foden, får den æblet.
  
  begge dyr, lærer at løfte foden lige hurtigt. men den der fik æblet som belønning. har fået en god oplevelse, og vil træne og lærer nye triks med glæde.
  
  det er noget jeg læste i sidste uge. jeg har også altid presset foden under maven, når jeg skulle ha fuglen op på fingeren, men den går jo kun op, på fingeren, får at fjerne den irreterende finger der presser op mod maven.
  
  nu rækker jeg hånden op og har et stykke hirse jeg viser fuglen. han har allerede lært at han får hirse hvis kan hopper op på fingeren af sig selv.
  
  altså uden tvang.
  
  jeg syntes bare det er en klog mand der har skrevet det....
  

•    Besvaret: [ 19. august 2010 ] af: Berit Hansen

  Hejsa Pendleren ....og Futte
  
  Da jeg først fik Binnie (min limegrønne han undulat unge) var der én tanke, som var ganske specifik. Fra første færd handlede det om tillid. Han skulle lære at jeg var ufarlig, derfor lovede jeg mig selv at jeg aldrig ville hapse ham. Min Binnie var sådan nærmest skrækslagen, da han blev sluppet ud af den lille papæske, som jeg havde fået ham i, og han flaksede balstyrisk omkring i flere minutter. Jeg havde trukket mig lidt væk og lod ham falde helt til ro. Lidt efter lidt blev vi trygge ved hinanden, og ganske hurtigt blev han helt rolig ved min tilstedeværelse. Jeg vidste jo godt at sådan noget ikke bare lige skete sådan vupti, men at jeg skulle have ham på fingeren allerede på 3. dagen kom som en total overraskelse for mig.
  
  Fra første trænings øjeblik foregik alt ganske stille og roligt og med ganske mange pauser. Mit tonefald passede til opgaven, og hvis han blev bange og flaksede rundt, fordi jeg havde gjort noget nyt, så var det hele tiden med denne ”rooooooooliiiiiggggggggggggg Binnieeeeeeeeeeee” stemme. Fra første øjeblik jeg åbnede lågen og havde mine fingre inde i buret, tænkte jeg at det handlede om at denne hånd skulle blive hans bedste ven, og at de langsomt skulle introduceres. Når han sad på øverste pind og holdt nøje øje med, hvad jeg nu havde fundet på, hvilede jeg først mine fingrespidser og siden hen hvilede jeg hele hånden på den pind, som var på min venstre side. Jeg får det til at lyde, som om det bare skete i løbet af 10 minutter, men vi trænede intensivt med mange pauser. Jeg lod hånden ligge roligt på pinden, indtil Binnie blev helt rolig, og så trak jeg hånden langsomt tilbage igen. 1 minut efter gentog jeg processen, og lidt efter lidt blev han mere og mere rolig, mere og mere tryg, og samtidigt lidt mere ligeglad med hvor ’farlig’ den hånd så ud.
  Da han på et tidspunkt gav mig den dér attitude der sagde at nu kunne han ikke være mere ligeglad, så hævede jeg langsomt hånden op til hans niveau men ikke hen til ham; jeg hævede kun hånden. Jeg kunne godt se at han bemærkede min hånd, men han flaksede ikke rundt, så jeg lod den synke ned på pinden igen. Hérefter sad jeg vel en 20 minutters tid og lavede ”hæve/sænke” træning indtil han begyndte at pudse fjer og pyldre om sig selv imens jeg hævede og sænkede hånden. Det viste mig helt klart at han var rolig ved min hånd. Så holdt vi en lille men velfortjent pause
  
  Efter en halv times tid, satte jeg mig ved buret igen, stak langsomt hånden ind – og OP til hans niveau, og selvom han holdt nøje øje med den, var han ikke bange. Så jeg lukkede hånden og stak min finger ud. Han trak sig lidt væk men blev nysgerrig …..så strakte han sig langsomt efter fingeren og smagte på den. Det var for mig et stort øjeblik, og jeg blev modig. Jeg nærmede mig med fingeren og han smagte på den igen og igen og igen. Så sænkede jeg hånden og trak den til mig. Jeg roste ham alt det jeg overhovedet kunne og stak hånden ind og op igen, lod fingeren hvile mellem hans fødder og bryst og ventede. Efter cirka 5 minutter var jeg ved at blive træt i armen og hånden …*lol* ….og netop, som jeg besluttede at trække hånden væk, satte han venstre fod op på min finger. Det virkede lidt som om han ikke rigtigt vidste, hvad den finger skulle gøre godt for. Men efter endnu et stykke tids intensiv træning, og næsten en hel spand kaffe til mig ……startede jeg processen igen, og resultatet af flere timers prøven og venten blev at Binnie langt om længe trådte op på fingeren. Det var i sandhed et magisk øjeblik. Jeg sænkede langsomt hånden og løftede den på den anden side af pinden for at se om han øjeblikkeligt ville hoppe af eller blive siddende. Han trådte op på pinden igen og jeg vendte tilbage til udgangspunktet. Jeg hævede min hånd lige under ham og stak fingeren ud. Jeg skulle ikke vente længe førend han igen sad på min finger lige så fint. Min hånd var ufarlig og min finger lige så.
  Sådan lærte jeg min Binnie at blive tryg ved min hånd og finger. Siden er han begyndte at flyve rundt og rigtigt opdage de omgivelser, som findes omkring buret.
  
  Jeg vil ikke lege ekspert, blot kommentere på dit indlæg: Så længe han ikke er helt tryg ved din hånd og finger, så får du nok ikke lov til at nusse ham ….. For 2 dage siden var Binnie i hopla til at lade mig nusse ham sådan rigtigt for alvor, så jeg ”kløede ham i skægget” hvilket han absolut ELSKER.
  
  Mit umiddelbare råd til dig vil være at se din hånd som din fugls bedste ven, og se om min fremgangsmåde vil gøre nogen forskel. Tillid og tid. Stol på dig selv og klø på. Selvom det føles som om du ikke rigtigt kommer nogen vegne, handler det nogle gange om at ændre en procedure og finde på en ny. Forbliv fokuseret. Sæt dig et mål for en time eller en dag eller en uge og ros din fugl, uanset om han har præsteret noget stort eller ej. Din fugl vil elske dig for hvert et ord ……..og ved du hvad? En dag vil din Futte sidde på din finger og du vil tænke at DETTE er det største i verden
  
  Kærlig hilsen – Berit
  

Undulatsiderne ejes og drives af Palle Frejvald.
Gengivelse af tekst og billeder er kun tilladt efter skriftlig tilladelse!
Sophie Wahlund har översatt texterna till svenska.
© Copyright 1998 - 2024